Sådan får du en plads

Visitation til Skolen ved Rønnebær Allé sker i samarbejde med barnets nuværende skole eller dagtilbud og Helsingør Kommunes visitationsudvalg, så hvert barn får det skoletilbud, der bedst understøtter trivsel, udvikling og læring.

Hvordan får mit barn en plads på Skolen ved Rønnebær Allé?

Pladserne på skolen bliver tildelt gennem en visitation. Det betyder, at barnets nuværende skole eller dagtilbud starter processen sammen med jer forældre. Man kan derfor ikke selv skrive sit barn op til skolen.

Hvordan foregår processen?

Processen begynder dér, hvor barnet går i dag – enten i skole eller i et dagtilbud.

Hvis skole og familie har en formodning om, at barnet eller den unges behov bedst imødekommes i et specialiseret tilbud, indstiller skolen eller dagtilbud til et møde hvor I sammen taler om barnets hverdag, behov og de erfaringer, I allerede har gjort jer. Mødet er med til at give et samlet billede af barnets situation. Der bliver ikke truffet en beslutning om skoletilbud på selve mødet, men der kan efterfølgende indstilles til visitation til en plads på specialskolen.

Hvordan bliver der taget en beslutning?

Helsingør Kommunes visitationsudvalg behandler ansøgninger om specialtilbud tre gange om året. Visitationsudvalget består af skoleledere, lederen af specialskolen, leder af familierådgivningen og leder for psykologerne. Udvalget gennemgår hver enkelt sag, så man kan finde den plads, der passer bedst til det enkelte barn. Når der er truffet en afgørelse, får I som forældre besked skriftligt.

Hvem kan jeg tale med undervejs?

Hvis barnet går i skole, er skolelederen jeres kontaktperson.
Hvis barnet går i dagtilbud, vil det være en leder eller en kontaktperson dér, som hjælper jer gennem processen.

Hvad er formålet med visitation?

Formålet er at finde det skoletilbud, hvor barnet får de bedste muligheder for at trives og udvikle sig. Derfor bliver der set grundigt på barnets behov, så det rette tilbud kan vælges.